Kognitiv terapi

Hvad er kognitiv terapi?

Kognition betyder tænkning, og overordnet set beskæftiger kognitiv terapi sig med vores tanker og følelser og dermed vores fortolkninger af os selv og verden.

Vi arbejder med sammenhængen mellem vores tanker, følelser, adfærd og fysiologi/krop.

Vi forstår hver især verden ud fra vores egen unikke fortolkning, og denne fortolkning vil have stor indflydelse på såvel vores følelser, handlinger og kropslige reaktioner. Når vi eksempelvis opfatter noget som farligt for os (tanke), vil vi blive bange (følelse), og vores krop vil reagere med angst (fysiologi). Ofte vil vi enten forsøge at flygte fra situationen, eller vi vil gå i forsvar eller til angreb (adfærd). Tilsammen forstærker de fire komponenter hinanden og bekræfter os i, at vi er i fare.

Man kan altså sige, at i given situation aktiveres alle fire komponenter, der hver især indvirker på - og forstærker - hinanden. Denne mekanisme er central for vores overlevelse og velbefindende, men indimellem kan vores fortolkninger og følelsesmæssige reaktioner på verden også være uhensigtsmæssige eller fejlagtige.

Det kan skyldes, at vi tidligere har indlært nogle måder at betragte os selv, andre og verden på, som er forståelige i lyset af vores historik, eller som gav god mening på det tidspunkt, vi lærte dem, men som nu ikke længere er brugbare for os. Det kan også skyldes, at vi er kommet ind i nogle uheldige mønstre, fordi vores tænkning er blevet påvirket af eksempelvis depression, stress eller angstprovokerende oplevelser.

I kognitiv terapi arbejder vi sammen på at skabe et samlet og overskueligt billede af de aktuelle vanskeligheder og udfordringer.

Dette sker blandt andet ved, at psykologen sætter klientens beskrivelser ind i kognitive modeller. Disse vil fungere som en fælles forståelsesramme, som vi kan betragte problematikken ud fra, og som gør den mere håndgribelig at arbejde med.

Den kognitive grundmodel kaldes også diamanten og består af de fire komponenter, der spiller sammen i vores fortolkning af verden:

 

Kogntiv terapi model




Hvordan arbejder vi?

I den terapeutiske proces arbejder vi med at finde ud af, hvad det lige præcis er for nogle tanker eller følelser, der dukker op i de kritiske situationer.

Vi ser på hvilke følelser, tanker og kropslige reaktioner det afstedkommer, og hvordan du handler i situationerne. Dette giver et samlet og overskueligt billede af reaktionsmønstre, der gør det muligt at identificere, hvad der skal arbejdes med.

Ud fra denne viden tilrettelægges en plan, der har som mål at ændre på din vurdering af de svære eller angstprovokerende situationer samt styrke din vurdering af dig selv og dine muligheder for at klare situationerne.

Herudover er en vigtig del af kognitiv adfærdsterapi at forstå, hvordan adfærden, altså de ting man foretager sig på baggrund af sine vurderinger, påvirker og er med til at vedligeholde problemerne.I terapien indgår der derfor ofte konkrete øvelser, som går ud på, at du skridt for skridt arbejder med at nærme dig og kunne være i de kritiske situationer, som du før har undgået eller haft svært ved.

De praktiske øvelser integreres i det terapeutiske arbejde, således at de støtter op om arbejdet med at turde håndtere og forandre den måde du forholder dig til de tanker og følelser, der før gjorde det svært eller umuligt for dig at få det som du ønsker det. De vil desuden være en hjælp til at kunne måle fremskridt i dit daglige liv.

Det er vigtigt at understrege, at øvelserne altid tilrettelægges i et tæt samarbejde mellem dig og psykologen, ligesom du på forhånd vil have aftalt eller opøvet en række relevante redskaber og strategier til formålet. 

I kognitiv terapi indgår der næsten altid hjemmearbejde, fordi det er en effektiv måde at knytte det arbejde, der gøres i sessionerne sammen med det daglige liv på. Mellem sessionerne vil du via hjemmearbejdet kunne øve dig i de nye færdigheder eller de nye strategier, du har lært i terapien, og der foretages adfærdseksperimenter og tankeeksperimenter for at afprøve, hvad der virker bedst for dig.

En vigtig del af terapien er desuden, at du undervejs skal registrere de problematiske episoder, og selve registreringen bruges i sessionerne til at måle fremskridt. Terapeuten får derved mulighed for at validere selv små fremskridt, som en klient, der længe har kæmpet alene med sine problemer, typisk vil overse eller underkende som betydningsfulde.

Ved at arbejde mellem sessionerne oparbejdes der desuden en fortrolighed med selv at kunne anvende de metoder, der bruges i den kognitive adfærdsterapi. Dette giver dig større mulighed for efterfølgende at kunne arbejde videre med andre eller lignende problemstillinger ved egen hjælp, hvilket altid er det overordnede mål for terapien.

Kognitiv terapi er hovedsageligt fremadrettet og løsningsfokuseret. Den fokuserer på de problematikker, du oplever her og nu og på at finde en løsning ud fra det sted, hvor du befinder dig nu. I det omfang, det er relevant for dig eller for at forstå problemets kerne, vil det terapeutiske arbejde naturligvis også berøre din baggrundshistorie og den historik, der har været med til at forme dig, som den du er i dag. Den kognitive tilgang har dog sjældent barndommen og den tidlige tilknytning som sit primære omdrejningspunkt, selv om vi ofte berører disse aspekter for at opnå en samlet forståelse af din situation.

Hvor lang tid tager det?

Da de kognitive modeller for alvor udviklede sig for 15-20 år siden og blev den foretrukne behandling, var det blandt andet fordi, denne terapi er tidsbegrænset. Et kognitivt terapiforløb er naturligvis individuelt både i indhold og i længde, men da vi i arbejder løsningsfokuseret, vil der ofte være tale om en tidsbegrænset periode, der selvfølgelig afgøres af problemets omfang og natur.

Vores erfaring er, at angst kan behandles på 5-20 sessioner (OCD kræver dog ofte flere), og depression på gennemsnitligt 15 sessioner.

Terapi kan også være blot en enkelt samtale, eller det kan være et længere forløb alt efter problemets karakter og den enkeltes behov. Terapi kan desuden foregå med kortere interval, f.eks. 2 gange om ugen eller med længere interval, f.eks. 1 gang om måneden, alt efter behov.

Den kognitive metode har vist sig virkningsfuld og effektiv i kontrollerede, randomiserede undersøgelser, dvs. undersøgelser der opfylder en høj videnskabelig standard. Det betyder, at der er en beviselig god effekt på en lang række kliniske problemer. Der er således håndgribelige beviser på, at kognitiv terapi er en effektiv behandling af depression, angsttilstande fra fobier og panik til OCD (tvangstanker og tvangshandlinger) og helbredsangst, ligesom der er en god prognose ved personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og misbrug.

Kognitiv terapi har eksempelvis vist sig at være lige så effektiv som medicinsk behandling overfor lettere til moderate depressions- og angsttilstande, og ved sværere psykiske sygdomme er den bedste behandling en kombination af medicin og kognitiv psykoterapi (kilde: Center for Kognitiv Terapi, Sct. Hans Hospital).

Ny forskning peger desuden på, at intensiv kognitiv adfærdsterapi er den mest effektive behandling af OCD hos børn og unge, uanset om terapien ledsages af medicin eller ej (kilde: Storch et al. 2007 – undersøgelsen er omtalt i PsykologNyt 11, 2008 der frit kan downloades på Dansk Psykologforenings hjemmeside).

 

 


Et liv uden selvransagelse er ikke umagen værd.
Sokrates





Nyheder

Tanke Timeout


Thomas Markersen er i øjeblikket aktuel med sin visualiserings cd - Tanke Timeout. Kan hentes på iTunes tryk her



Læs alle nyheder


Psykologerne afd. City - Løngangstræde 37b 3. sal - 1468 København K - tlf. 28 700 900 - 23 82 96 00